Højtider,  Træning

Motivation til træning i julen

Det er jo ingen hemmelighed, at det kan være svært at komme ud ad døren og til træningscentret, når det er ferietid. Det er bare ikke altid nemt at finde motivation til træning, når der er andre ting, der trækker. Man vil nok hellere tilbringe tid med familien nu, hvor alle er hjemme og har fri. Sådan har jeg det i hvert fald selv i juletiden. Men heldigvis kan jeg jo rigtig godt lide at træne, og når først træningstøjet er på og skoene er snøret, så er det fantastisk.

Motivation til træning i julen kan være mange ting. Det er nok meget individuelt, hvad der er den største motivationsfaktor for os hver især. Man kan for eksempel sige til sig selv, at hvis man napper en ekstra træning, ”sparer man op” til et ekstra måltid. Måske til en af de mange julefrokoster, hvor man jo altid spiser for meget. Nogle spiser jo faktisk helt til de bliver skidt tilpas.

Dog kan man desværre ikke gemme ’’opsparingen’’. Træningspasset og det ekstra måltid, skal finde sted samme dag. Selvfølgelig tæller al træning og bevægelse, men de dage, hvor man ved, man skal i byen og smovse lidt ekstra, kan man for eksempel få pulsen lidt op ved at løbe eller gå en tur i højt tempo. Så kan man forbrænde det ekstra, som nok ryger indenbords den samme dag.  Man kan gå ret præcist ind og beregne, hvor meget ekstra man som person skal træne, for at forbrænde en specifik madvare eller et måltid. Det kunne måske også være en motivation. Så har man madvaren eller måltidet som målindikator for, hvor meget man skal forbrænde den pågældende dag.

Træn i samlet flok

Hvis man er medlem af et fitnesscenter, så er det også en god ide at melde sig på et af de mange hold. Ofte er der en rigtig hyggelig stemning på holdene i julen. Og når man har meldt sig på et hold, så bliver man jo holdt op på, at man skal komme ud ad døren og op i centret. Det kan derfor også være med til at give mere motivation til træning. Der er også noget dejligt ved at træne i samlet flok, og så kan man motivere hinanden til at yde lidt ekstra.

Det kan også være en god idé at alliere sig med træningsmakker. Det kan nemlig også være en hjælp til at komme afsted, for så ved man, at man har en, der står og venter.

Motivation træning

 

 

En afkobling fra juleræset

Motivation træning

 

 

 

 

 

 

 

Hvis du ikke kan overskue at tage i træningscentret, er der andre måder, hvorpå du kan få sneget motionen ind i juledagene. Prøv at få lokket hele familien op af sofaen, og gå en tur sammen imellem alle de mange måltider.

En nem måde at få motion på, kan også være en tur på cyklen, trampolinen eller løbehjulet. Så er det måske nemmere at få ungerne med. Og hvis turen kunne gå forbi en legeplads, så er det jo bare en ekstra bonus. Al bevægelse tæller – så det er bare at komme i sving. Motion skal være sjovt, så mulighederne er mange.

I juletiden er der jo ofte meget at se til, og man er omringet af familie og venner det meste af tiden. Indimellem har man simpelthen brug for at trække stikket. Det har jeg i hvert fald. Her fungerer træning perfekt som en afkobling fra alt juleræset. Træning giver mig en skøn følelse af ro i kroppen og i hovedet. Nogle nyder stilheden og andre nyder at skrue helt op for musikken, mens træningen står på. Når man træner, får man lige pludselig 1 times “mig tid”, hvor man sparer på snakketøjet. Og det er jo også værd at tage med ?.

// Charlotte

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *