
Årets største fest, der blev til børnenes fest
Engang var nytårsfesten årets største fest for mig, og den skulle bare have fuld gas! Efter jeg er blevet ældre og har stiftet familie, har jeg dog ikke helt det samme behov for at slå mig løs længere.
Med små børn kommer der automatisk en dæmper på, hvordan nytårsfesten forløber. Det bliver egentlig mest børnenes fest herhjemme. De glæder sig helt vildt og elsker serpentiner, knaldperler, bordbomber, stjernekaster og selvfølgelig fyrværkeri. For mig handler det mest om, at vi alle bare skal have en tophyggelig aften, pænt dækket bord, lækker mad og så tager man lige en lidt finere kjole på end normalt. Men året vildeste fest? Nej det behøves det slet ikke være.
Traditioner er til for at blive brudt – i hvert fald i år
I år bliver nytårsfesten selvfølgelig mere anderledes end normalt, men jeg vil stadig fortælle lidt om de nytårstraditioner, jeg plejer at have.
Igennem mange år har vi været en firkløver, der har holdt nytår sammen. Da der kom børn til, blev firkløveren så til 9. De sidste 2 år har vi optimeret og er nu 4 par, der ses med alle vores børn nytårsaften. Vupti, så var vi 17.
Huset er fyldt til bristepunktet, men det er hyggeligt, og jeg elsker faktisk rollen som vært. Det er en dejlig følelse at se ens omgivelser hygge sig. Det at kunne gøre en ekstra indsats og forkæle ens gæster, giver mig en glad følelse i kroppen.
Vi har lagt hus til denne begivenhed i en del år efterhånden. Det starter med, at vi mødes tidligt om eftermiddagen. Mændene løber en tur sammen, mens vi kvinder får lidt Asti og arrangerer menuen for aftenen. Børnene suser rundt, leger og bruger godt med energi.
Når mændene kommer retur fra deres løbetur, er vi så privilegerede, at mine forældre har en pool, som altid er opvarmet i den kolde tid. Der tager mændene og børnene så ud og bader, mens vi får det sidste på plads til nytårsfesten. Der er selvfølgelig knald på, og børnene har en fest sammen. Sidste år havde jeg arrangeret børnebingo for dem, og der blev også danset limbo.
Vi voksne hygger i hinandens selskab, og når børnene går kolde langt over midnat – efter at have set fyrværkeri, tonset rundt og diskodanset – bliver der også tid til, at vi voksne hygger på et mere roligt niveau. Det kan for eksempel være med et brætspil, en god snakover et par lækre drinks, før alle går i seng og sover, hvor det nu er muligt.
Året starter vi i fællesskab den 1. januar med fælles morgenmad før vores veje skilles for denne gang.
Nytårsforsæt eller ej?
Jeg skilter egentlig ikke ret meget med nytårsforsæt. Alligevel synes jeg dog, at der sker noget i mig, når vi nærmer os slutningen på året. Jeg begynder automatisk at gå og reflektere over året, der er gået.
Hvad var godt?
Hvad var skidt?
Hvad bør jeg gøre bedre i det kommende år?
Og hvad skal der til af nye tiltag?
Man må jo bare konkludere, at der altid er noget, man kan forbedre eller forandre. Personligt er det nok bare en af de ting, jeg går alene og fifler med. Det bliver aldrig sat stort op, og jeg fortæller ikke alle om mine nytårsforsæt. Det er bare små ønsker, jeg har indeni mig selv. Man kan næsten se det som mine mål for det nye år.
Når jeg ikke siger det højt, bliver jeg heller ikke selv så skuffet, hvis jeg ikke når målet.
Et sted, hvor man dog ikke er i tvivl om, at folk har lavet et nytårsforsæt, er i træningscentret. Det bugner med mennesker den første måned i det nye år, og så fornemmer man godt, at folk kommer der mindre og mindre. Det bliver hurtigt hverdag igen og man ender ofte med at falde tilbage i vante rutiner.
/Charlotte Harken
Du vil muligvis også synes om

Mine bud på, hvordan du kan få en sundere livsstil
30. maj 2021
Jeg er begejstret for urter – Annettes personlige historie
15. oktober 2020