
Efteråret er familietid
Efteråret er absolut en af mine yndlingstider på året. Jeg elsker simpelthen den pallette af farver, som naturen byder på. Jeg må nok også indrømme, at jeg har taget ubeskriveligt mange naturbilleder fra den årstid gennem årene.
Lyset og luften er bare helt særligt om efteråret, og jeg bliver glad helt ind i knoglerne af det. Jeg nyder at gå ture sammen med familien, og tit kommer vi hjem med diverse naturmaterialer, som kan bruges i dekorationer og til andre kreative ting.
Lige nu står den på kastanjer, sten og grankogler. Mine 2 piger er vildt kreative, og vi hygger os meget med glimmer og glitter. De første grankoglerensdyr er allerede fremstillet, og de er simpelthen så fine, ja vi er i god tid med den hjemmelavede julepynt herhjemme.
Selv når vejret er mørkt og trist og det pisker ned, så er det bare hyggeligt, at man kan tænde stearinlys og lave varm kakao eller chai-te og spille spil. Lige nu er vi ret optagede af Escape games. Super fede spil for hele familien, hvor teamwork er nøgleordet. Det kan godt blive højlydt, og alle er helt svedige, når tiden udløber. Det er så vildt, hvordan man kan leve sig så meget ind i et spil.
Jeg elsker også, at man om efteråret bare kan grave sig ned i sofaen under bløde tæpper og kigge ud på regnvejret, mens man læser en god bog. Jeg læser utrolig meget og kan snildt gnave mig igennem flere bøger på en måned.
Spis efteråret
Vi har netop plukket de sidste æbler fra havens træer og lavet æblegrød. Det er så let og smager som en drøm. Det meste bliver spist med det samme, og vi bruger det gerne til små hyggelige desserter såsom gammeldags æblegrød med makroner og flødeskum. Det er også vildt lækkert at toppe havregrød med lidt æblegrød. Vi fryser også altid en stor portion ned, så vi gennem vinteren kan nyde godt af det.
Vi bager også mere i efteråret. Duften af nybagt brød eller kage passer bare rigtig godt til denne årstid. Særligt Jaws-boller er i høj kurs hos os. Jaws er en økologisk koldvalset blanding af hvede, rug, byg, havre, hirse, sesamfrø og boghvede. I gamle dage kaldte man blandingen for grutning, og det var noget man gav til dyr, men heldigvis fandt man ud, af at vi mennesker også kan have glæde af det.
Jeg kan huske, at vores mor bagte Jaws-boller hver lørdag, hvilket betød at børn fra hele nabolaget troppede op til eftermiddagshygge og historielæsning. Vores far er syvendedags adventist og læste børnebibelhistorier for os hver lørdag, mens vi spiste de lune boller. Det er et dejligt minde, og jeg tænker tilbage på det, hver gang jeg selv bager Jaws-boller. Religiøs eller ej så samlede det os, og vi elskede det.
Opskrift på Jaws-boller
- 1 pakke gær
- 1 tsk. salt
- 1/2 liter håndvarmt vand
- 2 dl olivenolie
- 250 g Jaws
- 250 g hasselnødder
- 500 g hvedemel
Gær smuldres i en skål, herefter puttes salt og sukker i skålen for at smelte gæret. Tilføj olivenolie, vand og Jaws og rør blandingen godt sammen. Hasselnødderne hakkes i passende stykker og puttes i blandingen.
Nu skal hvedemelet blandes i, melet skal tilsættes lidt af gangen, og det er ikke sikkert, at det er nødvendigt at bruge alt melet. Dejen skal ende med være glat og blank i overfladen.
Lad dejen hæve i 45 minutter.
Når dejen er færdighævet, rulles dejen ud til boller, bollerne skal nu efterhæve i 15 minutter. Mens bollerne hæver, tændes ovnen på 200 grader. Når bollerne er færdige med at hæve, skal de pensles med mælk.
Bollerne skal bages i 15-18 minutter.
Denne portion svarer ca. til 18 stk.
/Annette Harken
Du vil muligvis også synes om

Spis sæsonens råvarer – marts
12. marts 2022
Hvilke kosttilskud giver jeg mine børn?
18. maj 2021
En kommentar
Pingback: