
Hjemmelavet mirabellesyltetøj og mirabellegrød
Jeg elsker at udnytte alle de fantastiske råvarer, som naturen har at byde på. Jeg synes, det er så hyggeligt at tage familien under armen og gå sammen ud i naturen for at samle ind. Det er desuden en super god aktivitet, hvis du har børn. Du kan efterfølgende tage dine unger med i køkkenet og vise dem, hvordan naturens skatte kan bruges i madlavningen.
Du skal selvfølgelig huske, at der er nogle regler, når du samler i naturen. De regler kan du læse her.
Det er lige nu sæson for mirabeller, og du kan finde den sødmefulde frugt overalt i den danske natur. Mirabellerne smager fantastisk som syltetøj, hvilket jeg personligt er fan af at bruge på brød eller i desserter. Du kan også bruge frugterne til en lækker grød, som du også kan finde opskriften på i dette indlæg.
Ingredienser til mirabellesyltetøj
- 400 gr. mirabeller – nogle af frugterne må godt være en smule umodne, uden det gør noget, så længe ¾ del er helt modne
- 3 dl rørsukker (kan erstattes med et sødestof med færre kalorier, hvis det ønskes)
- ½ vaniljestang eller én knivspids rent vaniljepulver
Sådan gør du
Flæk mirabelle-blommerne og skub stenen ud. Hæld frugtkødet over i en gryde sammen med sukker og vanilje.
Kog ingredienserne op, og lad herefter massen simre under omrøring i 10-12 minutter, til du har en lækker, cremet og nogenlunde ensformig konsistens.
Smag om der skal mere sukker i syltetøjet. Jo mere modne mirabellerne er, desto mindre sukker skal der tilsættes og omvendt.
Hæld syltetøjet på et skoldet glas med låg og sæt det på køl indtil servering.
Mirabellegrød
Brug samme fremgangsmåde som ved syltetøjet. Her skal du blot tilsætte en jævner, inden du koger ingredienserne sammen.
Du kan for eksempel jævne grøden med agar agar, majsstivelse eller en anden form for stivelse.
Servér grøden med frisk fløde og top den med hakkede nødder eller stykker af hårdt ristet rugbrød.
Velbekomme!
/Charlotte Harken
Du vil muligvis også synes om

Mine bud på, hvordan du kan få en sundere livsstil
30. maj 2021
Smoothie med skvalderkål
12. juni 2021