Helsekost,  Mad

Husker du kostfibrene?

Jeg er stor fan af kostfibre, fordi de har så mange gunstige egenskaber, der gavner vores system. Jeg vil i dette blogindlæg guide dig igennem, hvorfor kostfibre er så vigtige, og hvorfor de gavner din krop.

Kostfibre fuldkorn

Sådan påvirker kostfibre dit system

Kostfibre passerer relativt ufordøjet gennem systemet, og en af deres egenskaber er, at de sætter skub i din fordøjelse. Kostfibre er derfor vigtige at huske, hvis du døjer med hård mave eller blot vil sikre en regelmæssig afføring.

På længere sigt har kostfibrene også en positiv indflydelse på dit kolesteroltal og mindsker risikoen for at udvikle diverse kræftformer. Dette skyldes, at de påvirker din krops fedt- og kulhydratstofskifte og tarmens generelle funktion.

Desværre viser undersøgelser, at danskerne indtager forholdsvis få kostfibre. Mange fravælger rugbrødet til fordel for mindre fiberrige alternativer som blandt andet hvedeboller og franskbrød. Hvis det er tilfældet ved dig, kan du heldigvis købe fiberrige supplementer til din kost. Du kan også nemt tilføre fibre til bagværk, grød, smoothies og vand, hvilket jeg vil komme mere ind på senere i dette skriv.

 

Der findes to typer kostfibre

Der findes både opløselige og uopløselige kostfibre, som adskiller sig markant i forhold til deres evne til at binde vand i fordøjelsessystemet.

De opløselige fibre kan binde op til 15 gange deres egen vægt og danner en fin gelé, når de kommer i kontakt med vand. Vandbindingen gør maden mere fyldig, hvilket sænker mavens tømningshastighed samt øger madens opholdstid i tyndtarmen. De opløselige fibre finder du primært i frugt, gulerødder, havre, byg, rug, rugbrød, bønner og vegetabilske madvarer.

Uopløselige fibre har ikke evnen til at binde vand på samme måde som de opløselige. Du finder denne type kostfibre i hvedeklid, grahamsmel, hvedeprodukter, upolerede ris og vegetabilske madvarer.

 

Fiberholdige supplementer til din kost

Som jeg nævnte tidligere, kan du supplere din kost med produkter med opløselige kostfibre, hvis du ikke ønsker at udskifte dine fødevarer med grovere alternativer.

Du har måske hørt om loppefrøskaller, som er et af de mest populære supplementer på markedet. I dag vil jeg dog bruge mere krudt på et produkt, som vi hos Natur-Drogeriet kalder Glucomannan, da der allerede findes et hav af artikler om loppefrøskaller. Du kan for eksempel læse denne artikel fra Helsam, som er god og informativ.

Glucomannan er fibre fra konjakroden og ligesom loppefrø, er de geniale til maven. Samtidig kan disse fibre også hjælpe til vægttab samt normale kolesterolværdier. Det er dog ikke fibrene i sig selv, der giver effekten, men den plantegel der dannes, når de kommer i kontakt med væske. Det er derfor meget vigtigt, at du altid indtager Glucomannan med rigelig væske.

Gelen fylder en del i din mavesæk, hvilket kan være med til at reducere sult. Derudover blødgør den tarmindholdet og opsuger affaldsstoffer og andet skidt fra tarmen, som derefter trækkes med ud af kroppen. Gelen binder også vores galdesalte, og når det sker, skal kroppen forbruge af kolesterolet, hvilket kan reducere et for højt kolesteroltal.

Jeg har både loppefrø og Glucomannan i mit faste husapotek. Loppefrøene bruger jeg i bagværk og Glucomannan indtager jeg, hvis min fordøjelse er gået i stå, eller hvis min trang til snacks er for stor. Gelen reducerer som sagt sult og virker derfor som en ekstra rygrad, når min egen svigter på den søde front.

Jeg håber, du er blevet klogere på kostfibre og hvorfor de netop er så vigtige.

 

/Annette Harken

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *