Mad

Lav dine egne syltede rødbeder

Vi har netop taget hul på rødbedesæsonen, og vi elsker virkelig, når rodfrugter er i sæson. Der er så mange muligheder med rodfrugter, og så har rødbeder ovenikøbet den smukkeste, dybe rød-lilla farve.

Men der er faktisk mange grunde til at spise rødbeder. Rodfrugten smager nemlig ikke kun godt, den er også fyldt med vitaminer, mineraler og antioxidanter, der booster din sundhed. Rødbeder er for eksempel en god kilde til kostfibre, der giver dig en god mæthedsfornemmelse og holder gang i din fordøjelse. Den har desuden et højt indhold af C-vitamin og B-vitaminerne B1 og folat (B9). Derudover indeholder rødbeden også jern, kalium, natrium og magnesium.

Vi har her udviklet en opskrift på syltede rødbeder, der smager fantastisk på en klassisk rugbrødsmad, til diverse mormorretter, i en salat og meget mere. Mulighederne er mange!

syltede rødbeder

Ingredienser til syltede rødbeder:

  • 1 kg rødbeder

Lage:

  • 400 g rørsukker
  • 10 peberkorn
  • 1 hel kanelstang
  • 5 hele nelliker
  • 1 spsk. sennepsfrø
  • 5 laurbærblade
  • 10 kardemommekapsler
  • 2 spsk. Salt

rødbeder

Sådan gør du:

Rødbederne:

Skrub rødbederne rene for jord, og kom dem i en gryde med vand. Kog rødbederne op, og lad dem simre i ca. 30 min.

Hæld vandet fra rødbederne, og lad dem køle af i gryden eller i en skål. Gnid skindet af, når rødbederne er afkølet nok.

Skær herefter rødbederne i skiver, og kom dem i et stort eller flere mindre, rene og skoldede henkogningsglas.

Lagen:

Put alle ingredienserne til lagen op i en gryde og kog blandingen op. Lagen skal blot koge i 1- 2 minutter indtil, sukkeret er opløst.

Hæld lagen over rødbederne, som du allerede har puttet på glas. Luk glasset til med det samme, og lad rødbederne trække mindst en dag, før du begynder at nyde dem.

 

Hvis du vil vide mere om, hvilke råvarer der ellers er i sæson her i september, kan du læse Charlottes blogindlæg i serien ”Spis sæsonens råvarer”. Her sætter hun hver måned fokus på Danmarks fantastiske råvarer. Du finder indlægget her.

 

Velbekomme!

/Annette og Charlotte

 

 

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *