
Sindet
Sindet er en påvirkelig fætter. Mange ting kan ændre vores sind – alt fra musik, film, overraskelser og meget andet. Som så meget andet, er det individuelt fra menneske til menneske, hvad der påvirker og i hvilken retning.
Noget af det, der virkelig påvirker mit sind, er musik. Og endnu mere manglen på lys. Jeg kan mærke, at det de senere år er blevet mere og mere. Når mine lysdepoter i kroppen er i lavvande, kan jeg nærmest mærke det, og det forstyrrer hele min krop.
Når lys giver mening
I de mange år, jeg arbejdede i butik, syntes jeg, vi var smadderheldige. Vi havde kæmpestore vinduer, hvorfra vi altid kunne se dagslys og følge med i vejret udenfor. Det er jo ikke alle butiksansatte forundt.
Lige inden jeg stoppede i butikken, blev den solgt. Den nye ejer satte 40 spot op, og det ændrede alt for mig. Lys fik pludselig en ny mening for mig og mit sind. Det var ikke bare praktisk for at kunne se noget. Det var også pure energi til systemet.
Jeg havde elsket dæmpet lys og hyggebelysning, og pludselig kunne jeg ikke trives i det overhovedet. Jeg blev simpelthen lysafhængig. Det var først herefter, at jeg pludselig mærkede, hvad de mange lange måneder gør ved sindet.
Hvornår har jeg mest energi?
Jeg har erkendt, at for meget mørke ikke er det bedste for mig. Og det er til trods for, at jeg er vild med de fire årstider og det, de hver især bidrager med.
Det er ikke fordi, jeg bliver depressiv, når de mørke timer har overtaget. Men jeg kan mærke, at mine normalt propfyldte glade energidepoter hurtigere løber tør. Det betyder også, at jeg i sådanne perioder skal arbejde hårdere på overskuddet.
Jeg brygger på et indlæg om perikon, som er en af mine favoriturter, når det kommer til følelsesmæssig balance. Det skulle gerne ramme universet her inden for et par dage.
Annette Harken

Hvad kendetegner vores forhold?
Du vil muligvis også synes om

Forbered din krop på de mørke måneder
23. oktober 2021
Få energien tilbage i de mørke tider
18. november 2021