Mad

Smørstegte ræddiker

Kender du ræddike? Den skønne rodfrugt er i familie med radisen, og den er faktisk i sæson lige nu.

Du kan både få ræddiker i rød, sort, hvid og violet. Til denne ret kan du bruge lige den type ræddike, du har lyst til. Det ser også superlækkert ud, når du blander farverne.

Smørstegte ræddiker, ræddiker

Det skal du bruge til 4 personer

  • 4-6 små runde ræddiker
  • Rigeligt smør til stegning
  • Flagesalt
  • Friskkværnet sort peber
  • 3-4 kviste timian
  • Topblade fra ræddikerne
  • Salvieblade

ræddiker

Sådan gør du

Vask og skræl ræddikerne – der må gerne være lidt stilk tilbage. Skær dem herefter i halve og drys med salt og peber. Steg dem med skærefladen nedad i godt med smør på en pande ved middelvarme. Når smørret bruser, kan du smide et par timiankviste på panden for at tilføre ekstra smag.

Sautér nu ræddikerne ved svag varme i 30-40 minutter afhængig af størrelsen. Du kan med fordel overhælde dem med det smeltede smør undervejs. Pas på de ikke bliver for brune, da de derved vil få en brændt eftersmag.

Smørstegte ræddiker, ræddiker, ræddiker på pande

 

 

 

 

 

Når ræddikerne er bløde indeni og sprøde udenpå, skal de brunes på den runde side, inden de tages af panden.

Vaskede, tørrede ræddike- og salvieblade placeres i det varme smør på panden og sauteres i et minut.

Anret til sidst de sprøde og knasende blade oven på ræddikerne og server straks.

Ræddikerne egner sig særligt godt som tilbehør til kød, kylling eller fisk.

 

Hvis du vil vide mere om, hvad der ellers er i sæson her i februar måned, kan du læse Charlottes indlæg i serien ”Spis sæsonens råvarer”.

Velbekomme!

/Annette og Charlotte Harken

 

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *