Danske råvarer i sæson,  Mad,  Natur

Sommerlig hyldeblomst koldskål

Findes der noget, der hører sommeren mere til end en iskold portion koldskål? Vi har her forsøgt at gøre retten endnu mere sommerlig og tilsat hyldeblomst, så du får den skønneste hyldeblomst koldskål. Hvis du foretrækker en mere klassisk udgave, kan du selvfølgelig bare udelade hyldeblomstsaften – opskriften smager nemlig også skønt uden.

Hyldeblomst koldskål

Ingredienser til 4 personer:

  • 3 æggeblommer
  • 2 spsk. sukker
  • ½ vaniljestang eller 1/4 tsk. vaniljepulver
  • 3 dl ymer
  • 1 liter kærnemælk
  • ½ økologisk citron
  • Hyldeblomstsaft

Hyldeblomst koldskål ingredienser

Hyldeblomst koldskål ingredienser

Sådan gør du:

Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekorn sammen i en skål i et par minutter, indtil massen er lys og luftigt. Rør herefter ymer og kærnemælk i.

Smag koldskålen til med hyldeblomstsaft og friskpresset citronsaft. Du kan med fordel også tilsætte en smule revet citronskal.

Dæk skålen til med et låg eller folie og sæt koldskålen på køl, indtil den skal serveres.

Du kan sagtens spise koldskålen rent. Men hvis du vil gøre den ekstra lækker, vil vi anbefale dig at spise den med friske jordbær, kammerjunkere eller tvebakker. Du kan også pynte koldskålen med lidt hyldeblomster inden servering, som vi har gjort her på billedet.

Hvis du vil, kan du også servere koldskålen som en dessert for dine gæster. Portionsanret koldskålen i små glas, og sæt dem på køl, indtil dine gæster skal spise dem. Pynt med jordbær og hyldeblomst inden servering.

Hyldeblomst koldskål i glas

 

 

 

 

 

 

Hyldeblomst er forresten en af de råvarer, som er i fokus i juli måned i Charlottes serie ”Spis sæsonens råvarer”. Hvis du vil læse mere om hyldeblomst og de andre råvarer fra juli måned så klik her.

Velbekomme

/Annette og Charlotte Harken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *