
Spis sæsonens råvarer – februar
Selvom de fleste mest af alt forbinder februar med snaskede fastelavnsboller, så er der altså også en masse fantastiske råvarer i sæson, som er en smule sundere.
Vi går stille og roligt lysere tider i møde, men vinteren er dog ikke helt slut endnu, og det bærer februar måneds råvarer også præg af. Rodfrugter og kålsorter er stadig overalt at finde i de danske supermarkeder, og det er med at udnytte dem, mens de er der.
Knoldselleri
Hvis du kan lide bladselleri, er knoldselleri lige noget for dig, de minder nemlig om hinanden smagsmæssigt. Knoldselleri smager sødt, mildt og fyldigt. Den egner sig godt i vinterretter såsom simreretter, mos og supper.
Knoldselleri har et højt indhold af B-vitaminer, C-vitamin, K-vitamin og kostfibre, og den er desuden en god kilde til kalium. Det er en god idé at spise knoldselleri sammen med fedtrige fødevarer, så din krop kan optage K-vitaminerne, da K-vitamin er et fedtopløseligt vitamin.
Du kan også prøves vores opskrift på en lækker selleribøf.
Kålrabi
Det er ikke alle, der kender kålrabi, og det er synd, for den er supersund og smager skønt.
Kålrabi er en kålroe, som har et højt vandindhold, og den indeholder derfor få kalorier. Den er samtidig en god kilde til kostfibre, som holder din krop mæt og styrker din fordøjelse. Kålrabi har desuden et højt indhold af C-vitamin, B-vitamin og folat (B9-vitamin).
Vi kan anbefale dig at vende tyndskåret kålrabi og æble i olie, citronsaft, salt og peber. Den friske kålrabisalat egner sig perfekt som tilbehør til vinterens tunge retter. Du kan også drysse med lidt nødder til sidst for at gøre den ekstra lækker.
Persillerod
Persillerod minder lidt om pastinak. Rodfrugten egner sig især godt i supper, gryderetter, wokretter eller bagt sammen med andre rodfrugter i ovnen.
Persillerod er er en god kilde til folat og jern. Hvis du føler dig lidt vintertræt, kan du med fordel spise en masse persillerod, da jern og folat hjælper ilten rundt i kroppen og har derved en indvirkning på dit energiniveau. Du skal dog være opmærksom på, at mælk, kaffe og vin til maden, gør det sværere at optage persillerøddernes jern.
Peberrod
Jeg er ret begejstret for ar rive frisk peberrod udover mine rugbrødsmadder. Peberrod er kendt for sin karakteristisk stærke smag, og den er derfor genial, hvis dine retter trænger til et ekstra pift.
Peberrod er desuden en god kilde til mineralerne kalium, fosfor, kalk, jern, zink og mangan, som styrker dit blod og blodomløb. Derudover indeholder den sennepsolier, der er gode for dine bihuler.
Hvis du trænger til en rigtig vinterret, har Annette og jeg har udviklet en opskrift på en vintersuppe, hvor både knoldselleri, persillerod og peberrod indgår.
Æbler
Æblesæsonen har 3 kapitler. Den består af friske sommeræbler der nydes straks, fuldmodne efterårsæbler og sidst vinteræbler, som holder længst og smager mest kraftig. Grunden til at de smager af mest, er fordi de har hængt længst tid på træet. I øjeblikket er det sorterne Rød Jonagold, Rød Ingrid Marie, Rød Elstar, Bellindao og Junami, der er i sæson.
Æbler er en god kilde til C-vitamin, som styrker dit immunsystem, og det er derfor oplagt at spise dem på denne årstid, hvor immunsystemet ofte er mere udfordret.
/Charlotte Harken

Husker du kostfibrene?

Paneret selleribøf
Du vil muligvis også synes om

Kom feriemaven til livs
12. juli 2021
Kan man komme hvad som helst i en smoothie?
2. december 2020
2 kommentarer
Pingback:
Pingback: