Danske råvarer i sæson,  Mad

Spis sæsonens råvarer – juni

Vi har nu taget hul på den første sommermåned, og det er derfor blevet tid til juni måneds råvarer i min serie ’’spis sæsonens råvarer’’.

Jeg har lavet denne serie, fordi jeg gerne vil sætte mere fokus på Danmarks fantastiske råvarer. Derudover er det bedre for miljøet, når du spiser sæsonbaseret, da råvarerne ikke importeres fra andre lande.

Og sommerens råvarer er nogle af mine absolutte favoritter. Faktisk tror jeg ikke, at det – for mig – vil være en rigtig dansk sommer uden dem.

Juni måneds råvarer

Jordbær

Danske jordbær smager altså bare bedst, og det er nu endelig blevet sæson for de søde, røde bær, derfor er de selvfølgelig også en del af juni måned råvarer.

Jordbær er en god kilde til C-vitamin og K-vitamin, dog indeholder bærrene også en del frugtsukker, og det er derfor bedst, at du ikke spiser aaalt for mange af dem, selvom det kan være svært at lade være 😉

Det kommer nok ikke som en overraskelse for mange, hvordan jordbær kan bruges i madlavning. Jeg er vild med at bruge jordbær i salater, men de smager også fantastisk i bagværk eller med sukker og fløde.

Jordbær med fløde

Rabarber

Vidste du, at rabarber botanisk set er en grøntsag, selvom den bliver brugt som en frugt i madlavningen?

Rabarber smager fantastisk i bagværk eller som en kompot. Du kan også prøve mine to opskrifter på rabarbersaft og en sommer salat med råsyltede rabarber.

Du kan desuden spise rabarber med god samvittighed, da de primært består af vand og derfor indeholder få kalorier. Rabarber er også en god kilde til kostfibre, som mætter godt og holder gang i din fordøjelse. Rabarber har desuden et højt indhold af C-vitamin, som er med til at vedligeholde dit immunsystem.

Juni måneds råvarer - rabarber

Skvalderkål

For de fleste haveejere er det en evig kamp at få bugt med skvalderkålen, men selvom urten for mange betragtes som ukrudt, er den sprængfyldt med gode næringsstoffer.

Når urtens blade er helt nye og friske, egner de sig perfekt i en salat eller supper, og de har et højt indhold af C-vitamin. Du kan også bruge skvadderkål i en smoothie, som jeg har udviklet en opskrift på.

Juni måneds råvarer - skvalderkål

 

Kartofler

 

Nye, danske kartofler smager bare bedre end de kedelige vinterkartofler, og det er med at udnytte det, mens de er helt friske og sprøde.

Kartofler er en god kilde til kostfibre, B-vitamin og C-vitamin, samt mineralet kalium, som ikke forsvinder, selvom du koger kartoflerne.

Hvis du spiser kartoflerne med skræl, indeholder de endnu flere næringsstoffer.

Juni måneds råvarer - kartoffel

 

 

 

 

 

/Charlotte Harken

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *