
Tilbage til hverdagen – idéer til børnenes madpakker
Det er altid hårdt at komme i gang med hverdagens rutiner efter en lang sommerferie. Især børnenes madpakker er en pligt, jeg ikke har savnet de sidste par uger, men der er jo desværre ingen vej udenom. Jeg vil derfor give dig nogle ideer til, hvad du kan give børnene med i madpakken, som forhåbentligt kan være til inspiration for dig.
Det er jo forskelligt, om man fortrækker at lave madpakkerne om morgenen eller aftenen. Personligt foretrækker jeg at gøre det om morgenen. Jeg kan godt lide, at maden er så frisk som muligt, når mine to piger kommer i skole. Min erfaring er nemlig at madpakkerne derved ser mere indbydende ud og oftere bliver spist op.
Mine personlige madpakkefavoritter
Mine piger får altid både en madpakke og en ”frugtpose” med i skole. Frugtposen indeholder frugt og snacks, så de også har lidt til at stille sulten på senere på dagen. Pigerne får desuden næsten altid lidt gnavegrønt med i madpakken, da det jo er vigtigt med en masse grønt i løbet af dagen.
Jeg har derfor lavet to lister, hvor jeg kommer med inputs til, hvad du kan putte i madpakkerne og frugtposerne.
Madpakken
- Kyllingespyd med pasta og gnavgrønt
- Mini frikadeller (enten hjemmelavede eller købte) med flutes/en bolle og gnavegrønt
- Tacopandekager med fyld. Dette er en god måde at få brugt sine rester og grøntsager på, da man kan putte stort set alt i.
- Pitabrød med fyld. Denne madpakkeide er ligesom tacopandekagerne en god måde at få brugt de sidste rester på.
- Rugbrødsmadder og gnavegrønt
- Sandwich med kylling, skinke eller tunsalat samt salat og gnavgrønt
- Hjemmelavet pizza. Du kan her lave en stor portion og fryse resterne ned, så der er til flere dage.
- Pastasalat med alt det gode, ens barn kan lide
- Hjemmebagte pølsehorn og gnavegrønt
- Pirogger med ønsket fyld. Du kan for eksempel fylde dem med oksekød, skinke eller andet.
Jeg er desuden glad for at give mine piger resterne fra vores aftensmad med, da det bare er supernemt.
”Frugtposen”
Frugtposens indhold varierer meget i forhold til årstiden. Jeg er nemlig af den overbevisning, at frugterne smager bedst, når de er i sæson.
- Frisk skåret æble eller pære. Min erfaring er, at der ofte spises mere af frugten, når den er skåret ud.
- Risgaletter eller majsgaletter
- Skorper med smør eller anden smørelse
- Knækbrød med smør og kyllingepålæg
- Forskellige nøddeblandinger
- Mango i mundrette stykker
- Hindbær, blåbær, brombær – hvis sæsonen er til det
- Friske ærter i løbet af sommermånederne
- Vandmelon eller en anden form for melon – det varierer lidt i forhold til årstiden
- Gnavegrønt
- Tørret frugt i moderate mængder (husk der er ret meget frugtsukker heri)
- Smoothies
Har du læst mit indlæg ”Madpakker fra helvede”? Her giver jeg dig forslag til, hvordan en uges madpakker kan se ud. Det kan du også læse, hvis du ønsker endnu mere inspiration.
God madpakkesmøring 😉
/Charlotte Harken
Du vil muligvis også synes om

Skru op for efterårshyggen med en Pumpkin Spice Latte
10. oktober 2021
Forårsrengøring i kroppen
10. marts 2022