Mad

Var det noget med en nice cream?

Der er næsten intet, der slår en iskold og cremet skål is. Og med vores opskrift på nice cream behøver det ikke engang at være usundt!

Nice cream er is udelukkende lavet på frosne bananer, og du kan tilsætte stort set alle former for topping og smag til den fløjlsbløde banan-is. Isen bliver bedst, hvis du bruger meget modne bananer, så det er samtidig en smart måde at undgå madspild. Det bedste af det hele er, at isen ovenikøbet er supernem at lave!

Du kan nemt lave isen i hvilken som helst minihakker, foodprocessor eller blender. Men hvis du bruger en VitaMix-maskine, tager det et splitsekund og isen bliver ekstra cremet. Du kan også nemmere fryse din nice cream ned, uden at den danner synderligt mange iskrystaller. Det er dog ikke et must, at du bruger en VitaMix.

nice cream

 

 

Basisopskrift på nice cream

  • 2-3 frosne og gerne meget modne bananer
  • Evt. et lille nip fint salt

Inden du smider dine modne bananer i fryseren, skal du tage skrællen af og skære dem i mindre stykker, gerne 2-3 centimer.

Tag dine frosne bananer op af fryseren, og lad dem gerne tø en smule op på køkkenbordet. Smid dem herefter ned i din maskine og blend dem, indtil du har en lækker og cremet is. Det er nemmest, hvis du blender lidt ad gangen, så du ikke overbelaster din maskine. Hvis du har problemer med at få din is cremet, kan du tilføje en smule mælk eller plantedrik.

Du kan nu tilføje alle dine favoritsmagsgivere og toppings. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og du kan lave alverdens lækre smagskombinationer.

Du får her vores tre favoritudgaver af nice cream

Tropisk nice cream med mango og appelsin

Når du blender de frosne bananer, tilsætter du saften af en halv appelsin, revet appelsinskal og en frossen mango, som du har skåret i tern, inden nedfrysningen. Isen får en skøn sødme fra mangoen og en dejlig frisk syre fra appelsinen.

nice cream

 

 

Nice cream med friske bær

Blend enten friske eller frosne brombær, solbær, hindbær og ribs sammen med de frosne bananer. Tilsæt en smule Birkesød. De mange bær giver et friskt og sommerligt twist til din is.

nice cream

 

 

Nem sandwich-is

Tilsæt en smule vanilje og hakkede chokoladestykker til din færdigblendede is. Put en smule is mellem to valgfrie cookies eller småkager.

Du kan også sagtens bage nogle cookies selv. Vi har her brugt Madame Butterfly müsli-kiks.

nice cream

 

 

 

 

 

 

 

 

 

/Annette og Charlotte Harken

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *